Tierhoek

Tony og Shelley Sandell køber i 2001 farmen Tierhoek, der er på 700 hektar, 
hvoraf 2,5 hektar er tilplantet med vin. De går straks i gang med at renovere 
bygningerne og rydde op i eksisterende vinstokke.
Der var nogle 35 år gamle Chenin Blanc, og nogle 60 år gamle Grenache. 
De tilplantede derefter 12 hektar med Sauvignon Blanc, Shiraz, Grenache og Mourvédre. 
Jordbunden er eroderet sandsten med god dræning, som derfor giver vinstokkene dybe rødder, og det er i denne kølige dybde, at druerne henter sine mineraler, som er så karakteristiske for Tierhoek, der af Decanter Magazine i England har fået højeste karakterer for deres vine.
Farmen ligger 760m. over havet, hvilket gør, at det er et køligt område og med en fremherskende surhedsgrad i undergrunden, der giver alle betingelser for vinene med elegance og balance.


I 2007 døde Tony, men Shelley driver farmen videre. Den har i dag 16 hektar tilplantet med vin. Farmen drives så vidt muligt økologisk uden brug af sprøjtemidler.